Jedi Mind Tricks - Violence Begets Violence
Så er der godt nyt til alle de elskede JMT-fans rundt omkring i verden, da gruppen fra Philly nu har udgivet deres 7. studiealbum. Det er 3 år siden at gruppen udsendte deres noget udskældte album “A History of Violence”, hvilket i manges øjne var en elendig plade (hvilket den bestemt ikke er for mig). Derfor skal vi helt tilbage til “Servainst In Heaven, Kings In Hell”-albummet fra 2006, før vi, hos mange, finder guld. Det er 5 års ventetid, så det er med stor længsel at man har ventet på at der skulle komme mere guld fra Jedi Mind Tricks igen. Så hvis du har stormet ned hos sin pladeforhandler og købt skiven og ikke kan vente med at sætte den på dine speakers, så vil jeg gerne bringe en advarsel allerede nu!
Før jeg begynder at anmelde selve albummet, er der nogle ting jeg mener skal vendes først, før det hele giver mening.
Lad mig først starte ud med at diskutere fraværet af Stoupe, som i årevis har disket op med den ene pompøse produktion efter den anden. Han er, ligesom på Vinnies solo-udgivelse “Season of the Assassin”, ikke at finde på et eneste nummer, og det har for alvor sat sine aftryk på lyden.
I et interview på www.respect-mag.com fortæller Vinnie, hvordan Stoupe har mistet gnisten for hiphop og hvorfor de valgte at lave albummet uden ham:
“Me and Jus were tired of pulling teeth. The process was getting longer and longer. We’re sitting around waiting to get creative, waiting for beats, when we do get beats; it’s like one at a time. So what happens when you get one or two beats and you don’t love them? You have to wait another six weeks for another two beats? That’s basically what we were dealing with during this process.”
“We came up in the game together. We are loyal guys. We always looked at it as some brotherhood type shit. Three brothers might not always get along at all times. Me and Jus were doing what’s best for what we thought – the fans. In order to for us to of taken this LP that we just recorded on the chin, me and Jus would have gone through a couple more years of torture. We are grown ass man, taking care of ourselves and our families. At some point, you just have to draw a line in the sand.”
“That’s unfortunate.”
“It’s unfortunate that he is that way. It’s not unfortunate for me and Jus. I want that to be known very clearly. Me and Jus are the easiest guys to work with. Ask anyone who has worked with us. We don’t want to hear it anymore, if anybody else has a problem, go find him somewhere.
Dermed har Stoupe gjort et forsøg på at live den gamle flamme op igen, hvilket ikke er lykkes særligt godt ifølge Paz. Det er svært som JMT-fan at indfinde sig med at han ikke længere bidrager med beats, og derfor er det også en smule sørgmodigt at lytte til dette udspil, der rent hiphopmæssigt har sine gode momenter, hvis man anskuer den isoleret set.
(Dog er jeg ikke helt vild med den indstilling de begge har i interviewet, da jeg synes de udstiller Stoupe og viser en disrespekt der ikke hører hjemme)
Man fristes til at spørge, om Jedi Mind Tricks overhovedet har noget eksistensgrundlag uden Stoupe?
I min optik, er det netop synergien mellem Stoupes bemærkelsesværdige produktioner og Vinnies rasende flow og hæmningsløse lyrik, der har skabt det lydunivers som gør JMT så unikke som de er. Jedi Mind Tricks er ganske enkelt ikke noget uden hverken Stoupe eller Vinnie Paz. (Kan I virkelig forestille jer gamle JMT-tracks uden en rasende og rødglødende Vinnie Paz på?!)
Derfor er det sjældent jeg har siddet med et album, jeg har et så ambivalent forhold til, som “Violence Begets Violence”. Jeg kan ganske enkelt ikke anmelde det som en JMT-plade, og da lyden sådan set er i akkurat samme bane som AOTP, Heavy Metal Kings, Season of the Assassin mm. kunne det meget vel være en “AOTP: Vinnie Paz & Jus Allah Special Edition”-udgivelse.
Jeg mener kort og godt, at albummet falder med et brag, hvis man sætter det op imod tidligere JMT-udgivelser. Det har slet ikke den samme specielle “JMT-feel” over sig, hvilket i bund og grund skyldes fraværet af mesterproduceren, Stoupe.
På den anden side, er det et velkendt faktum, at Vinnie allerede for et par år siden ønskede at gå nye veje. Han udtalte i forbindelse med udgivelsen af “Season of the Assassin” at han ville forsøge på egen hånd, hvilket også har skabt et nyt lydunivers for den garvede rapper.
Det er netop den nye lyd, der har præget de seneste AOTP-udgivelser og som i den grad også præger hans solo-udspil og collab-albummet “Heavy Metal Kings”. Stoupes underfundige kreationer af græske guitarsamples blandet med italiensk spaghetti-musik skabte en meget “beskidt” lyd og medførte nogle “gritty” tracks. Idag er lyden meget poleret, den er ren, mere professionel og ganske enkelt mere gennemarbejdet. Paradoksalt set er det en dårlig ting for mig når vi snakker hiphop, da alt den klassiske JMT-rawness bliver dræbt. Overproducerede numre og poleret lyd hører mere til hos Rihanna og Lady Gaga. Et godt eksempel er på Vinnies vers på det legendariske nummer “Heavenly Divine”, hvor han mister luften da han skal udtale “rosary”. For mig er det charmerende, men den havde aldrig gået idag - hvilket heller ikke er tilfældet på “Violence Begets Violence”.
Som alle andre JMT-plader, starter udgivelsen også her ud med en Intro. Det giver albummet en meget dyster stemning, og er et fremragende værktøj til at byde lytteren velkommen til det lydunivers man skal præsenteres for.
“Serial killers do on a small scale, what governments do on a large one,”
Så er vi igang, og lad mig starte ud med singlen “Taget Practice”. Jeg skal i den grad love for, at Vinnie holder hvad han siger, når han lover “hardcore rap”! (hvilket er noget Jus Allah åbenbart også har taget til sig). Vinnie leverer stabilt rap på hele pladen igennem og disker op med komiske linier, men også ufatteligt meget crap som vi er vant til.
“I’m a shooter and a shooter do what a shooter please
A history of the broken land of the Sudanese
I spit a verse and a motherfuckin’ computer freeze
The right hand is a bomb, it’ll cost you two MC’s”Jus Allah derimod får én til at rynke panden, da han har transformeret sig til en sort udgave af Vinnie Paz. Det er i min optik et meget smart valg, da det virker somom han har levet i et dybt sort hul, hvilket har resulteret i fuldstændig elendige bidrag til AOTP-skiverne. Det er bare utroligt svært da Vinnie stort set rapper bedre på alle numre, og derfor fremstår Jus Allah som en dårlig udgave af Vinnie. Rent teknisk mangler han det sidste, hvilket gør, at han har nogle shaky passager rundt omkring.
Selve nummeret fungerer ganske okay og det er tydeligt at se, at man har forsøgt at genskabe den gamle JMT-lyd og blandet med den nye polerede lyd. Man har nemlig samplet et spansk sample på omkvædet, men for mig fungerer den blanding overhovedet ikke. Hvis det havde været udgivet på et af de tidligere albums havde det været et ubemærket track der kun havde haft til formål at være “fyld”. Da den så er 1. single, er det tydeligt at se, niveauforskellen mellem det gamle og det nye JMT.
Pladen indeholder dog nogle super gode skæringer, hvor man ikke kan lade være med at blive revet med at den voldsomme stemning som de forskellige tracks indeholder.
“When Crows Descend Upon You” er et råt synth-track, hvor produceren The Hypnotists virkelig leverer en dyster og hård stemning. Vinnie brager igennem på første vers med:
“I'm just evil biologically, listen to y'all that make a mockery
Anton LaVey is like a god to me
I am not possibly associated with your democracy
Gary is like a shah to me, go to war logically
I conduct self Nostradamusly, I am Ibrahim's last prophecy
Earth is my property, I am possessed like I'm an apostrophe”
Rent lyrisk kan man ikke blive overrasket, men Vinnie har udviklet en sublim rimteknik, som virkelig er prikken over i’et. Jus Allah leverer et af de bedste vers jeg har hørt fra ham siden “Retalliaton” og det er skønt at høre, at manden egentlig godt kan rappe. De har derimod fået besøg af AOTP-medlemmet Demoz, som leverer et gennemsnitligt vers og et dårligt omkvæd, så hvis man kan abstrahere fra ham, så står tracket som et af de stærkeste på skiven.
Det stærkeste track på pladen er for mig “Willing A Destruction Onto Humanity” (hvilken fantastisk sangtitel når vi snakker JMT forresten). Beatet har et fantastisk kor-sample, og suppleret med nogle hårde trommer og nogle gode vers fra begge rappere, så er det virkelig en fryd for øret. Det samme kan siges om “Design In Malice” som igen er bygget op omkring et kor fra en lille dreng og som har besøg af Pacewon og Young Zee. Især sidstnævnte leverer et flowmæssigt godt vers, over en ellers dybt elendige tekst, som kun handler om at dræbe og kneppe. Men okay, det er også fint når vi snakker Jedi Mind Tricks! Vinnie smider en komisk linie af i form af:
“My music’s strong enough to stop af bomb
I’m putting pressure on your kinds like a soccermom”
Dog hører man også et indholdsrigt vers i form af Islams eksistensgrundlag og i slutningen får vi en ærlig Vinnie at se:
Over a billion Muslims, you could never stop Islam
Over a billion bullets shooting from the chopper’s arm
The backstage filled with liquor and a lot of traum’
‘Cause it’s been hard on Vinnie since my father’s gone
Smuk lyrik fra Vinnie, og det skal siges at det er hans papfar der henvises til. Han bliver også hyldet på Same Story: (My Dedication) på “Season of the Assassin”.
“Imperial Tyranny” er også et super fedt track og består af et smukt violin-sample hvor en ellers generel halvlunken King Magnetic bidrager med en fint vers. Han minder faktisk en lille smule om en ung Ill Bill, hvilket bestemt er et stort kompliment. (De har vel begge to også omtrent samme BMI)
“Carnival of Souls” ligger sammen med “Burning the Mirror”, “Fuck Ya Life” og “Weapon of Unholy Wrath” rent lydmæssigt meget op ad hinanden, da de allesammen består af uptempo beats med meget hårde trommer, og hvor de første to er noget værre bras for mig. “Carnival of Souls” udskiller sig derimod ved at have ualmindeligt godt rap på. Jeg vil tro det er det track hvor selve vokalerne er bedst,og Vinnie brager virkelig igennem på bedste manér.
Jeg bryder mig generelt ikke ret meget om Demoz, da jeg synes han tit fremstår identitetsløs. Men jeg skal love for, at han tager revanche med et uptempo/dobbelttempo vers. Ikke i Tech N9ne-stil, men han flyder så clean over beatet, og det er klart det bedste jeg nogensinde har hørt fra ham. Jus Allah bliver desværre totalt overskygget og outshinet på tracket, men det er der nu ingen skam i. Trommerne skal også vendes. For selvom hele pladen er spækket med de samme hardcore trommer, så skal produceren Grand Finale have thumbs up for at smide de bedste trommer på skiven.
Det sidste positive der er på pladen, er det sidste track “Street Lights”, som rent beatmæssigt fremstår virkelig godt. Man har valgt bort fra de hårde trommer, så det er pladens mere bløde nummer” - bliver man fristet til at tro. For jeg sidder og ærgrer mig gevaldigt når jeg hører nummeret, der lægger op til noget seriøst og sagligt rap, hvilket virkeligt havde klædt pladen. I stedet for, besudler Jus Allah et smukt beat med hovedløs rap som:
“I have the killin’ gene, i have machine guns and a guillotines
I’m the gorilla og Philistines, i’m livin the killer’s dream
I just let victim kick and scream
Get the blood and smithereens out Mr. Clean
Seperate your figurine into different dumpsters
I’m getting hungrier and i ain’t any younger”
Hold fast hvor er det elendigt og fuldstændigt meningsløst skrevet! Det er så malplaceret en tekst, at jeg sjældent har oplevet noget lignende, og det hele falder fuldstændig til jorden her. Jeg sidder og bliver helt arrig over at høre hvordan Jus Allah fuldstændig ødelægger et ellers fremragende beat fra Nero.
Som nævnt havde jeg ønsket mig en indholdsrig lyrik på tracket, men mere om det senere i konklusionen.
Men som man troede det ikke kunne blive værre, så formår tracket “Chalice” fuldstændigt at smadre alt omkring sig. Vi taler her et reggae-drevet track, hvor Chip-Fu leverer et reggae-hook der er hørt 10000 gange før. Jeg ved ikke om det er mit personlige vendetta imod Reggae, men den 1-2 rytme hører absolut ingen steder henne på en Jedi Mind Tricks-udgivelse. Jeg har sjældent hørt et så malplaceret track på en skive, og man mister fuldstændig respekten for Vinnie når han rapper om at Barack Obama er en lignende efterfølger af Bush og at rap-gamet er fyldt med homoer. Det er ganske enkelt ikke i orden at tilsvine musikbranchen, når man i 15 år har leveret hardcore og guddommelig hiphop, og så vælger at flame på et reggae-beat. Jeg er virkelig rystet over, at man har valgt at inddrage det på skiven!
De to tracks, sammen med de nævnte “Burning the Mirror”, “F**k Ya Life”, “Weapon of Holy Wrath” og “The Sacrilege of Fatal Arms” udgør de dårligste tracks, og det er ganske enkelt for mange til at pladen får en god bedømmelse. Dog skal man give props til pladens bedste producer, C-Lance, for at sample fra Ice Cubes, i min optik, legendariske vers på Dr. Dre’s “Natural Born Killaz”.
Det er godt nok med blandede følelser jeg sidder med, når jeg gennemlytter “Violence Begets Violence”. Jeg vil gerne igen tage fat i den “genopståelse” som Vinnie taler om i interviewet. Deres fornyelse falder fuldstændig til jorden, da de har bevaret deres hovedløse lyrik og erstattet den med dårligere beats. Jeg kan sagtens forstå, at de vil beholde deres tekstunivers fra det gamle JMT, da det også definerer dem som gruppe. Men de hovedløse tekster fungerer altså kun med Stoupes produktioner, og derfor er denne plade et halvhjertet forsøg på at genopfinde sig selv. For hvis du tager lyrikken på den her plade og sammenligner den med lyrikken på deres første udgivelse “The Psycho-Social, Chemical, Biological & Electro-Magnetic Manipulation of Human Consciousness”, så er der vitterligt ingen forskel.
Af den grund, havde jeg egentlig helst set, at de havde taget det store spring, og modnet som personer. Hermed siger jeg ikke, at Vinnie og Jus skal lave en hel plade om selvransagelse, men man kunne godt have fundet en god balance mellem det hovedløse hardcore rap og så et par personlige skæringer. Det beviste Vinnie på “Season of the Assassin” at han godt kunne, og det resulterede b.la. i mesterværket “Keep Movin’ On”.
På den måde ville man virkelig fornemme at Jedi Mind Tricks anno 2011 har noget andet at byde på, men desværre fremstår “Violence Begets Violence” som “endnu en i rækken” og kun som en gennemsnitlig efterfølger af de seneste udgivelser fra Babygrande og Enemy Soíl.
På selve beatsiden har jeg læst, at JMT har modtaget knap 150 beats fra producere over hele verden. Dvs. at man hurtigt kan miste den røde tråd på et album (hvilket b.la. skete på Season of the Assassin), men på den her plade, virker det somom, at de har afholdt en konkurrence i at finde de beats der minder mest om hinanden. For jeg savner virkelig originalitet, for 6-7 tracks på pladen er en og samme tynde omgang mundlort blandet med stort set identiske beats. Ud fra det tolker jeg, er det er begrænset hvad JMT mere har at byde med, og spørgsmålet er, om gruppen har en fremtid eller ej.
De har efterhånden en så høj status, at stort set alle undergrundsproducere ville være stolte af at få et nummer på deres plade. Så i princippet kunne de udgive 20 plader på et år, og sige akkurat det samme på hver. For en ting er sikkert, den her plade bringer på ingen måde noget nyt under solen, og man kan ikke undgå at sidde med en “okay, men hvad vil i med pladen”-følelse, fordi den fremstår så formålsløs som den gør. Som Vinnie også siger i interviewet, så virker det somom det mere handler om at please fansene, fremfor at please sig selv, hvilket aldrig er et godt udgangspunkt, og derfor kan vi ikke lande på højere end en middelkarakter.
3/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar