Status d. 19. feb 2012

Igen må jeg sige, at jeg er utrolig glad for den modtagelse mixtapet har fået. Der er nu over 650 downloads, hvilket er mere end jeg turde drømme om, taget i betragtning af, hvor vi stod i sommers.
På mandag er der en ny hjemmeside: www.connoisseurs.dk hvor man kan hente mixtapet.


Jeg har fuld gang i Stoa Poikile EP'en. 3 tracks er færdige, og jeg har snakket med min gode ven Manuel (Manu Beats), om et par interludes der virkelig kommer til at sætte en dyster stemning på det. 


Men får at få et afbræk fra den tunge og mørke plade, har jeg desuden tænkt mig at gå i krig med en udgave af Cunninglynguists album "Dirty Acres". En total "transformation" af deres album, hvor jeg flipper det, og sætter mit eget univers ind i det. Sagen er nemlig, at jeg tager til Tenerife d. 2. marts, og har i den ferie tænkt mig at skrive en del af numrene mens jeg nyder en kold øl under den varme sol, så jeg glæder mig utrolig meget til at se hvad jeg kan få ud af det.


Her er et lille hyggetrack til en sen aftentime: 

Tanker #4: YouTube: Den Nemme Vej

Jeg har et utroligt ambivalent forhold til YouTube. Jeg har taget mig selv i at bruge timevis af tid på at se morsomme, men ligegyldige videoer. Det kan være alt fra en nysende panda til at gense fodbold-mål eller se live-performances. YouTube spænder fuldstændigt vanvittigt, hvilket betyder at mulighederne er uendelige. Men rr det nu også positivt at mulighederne er så omfattende? Set bort fra få undtagelser, så er svaret et rungende NEJ.


Muligheder er typisk ikke noget man forbinder med noget negativt - tværtimod. Derfor kan det godt lyde underligt, når jeg nu sidder og ytrer mig negativt om det. Men før jeg begynder at skrive om essensen i mit indlæg, så vil jeg først vende den positive side af de sociale medier i en moderne musikalsk verden.


De sociale mediers indtræden
Før sider som FaceBook, Twitter og YouTube kom frem, var de kendte musikere markant mere distanceret fra deres fans. Du kunne høre dem i bilen, på anlægget og en sjælden gang spillede de også koncert i hjembyen. Der var ikke nogen steder man kunne gå ind og se interviews og koncerter. Det blev enten solgt som ekstramateriale, eller så måtte man vente ydmygt på hvornår MTV og div. radiostationer nu lystede at lave interviews.
På den måde glemte man hurtigt, at det er rigtige mennesker man har med at gøre. For mig at se, kunne mine barndomsidoler lige så godt være menneskerobotter: Altså væsener der var sat i verden til at underholde én.
Uden at vide det, formoder jeg også, at dengang foregik al kontakten mellem agenter og pladeselskaber, hvilket distancerer fansene endnu mere.
Jeg synes det med distancering er meget interessant - for når man har sunget/rappet på sine idolers numre, så danner man selv et personligt forhold til kunsteren. Det envejsforhold der bliver dannet, kan blive så stærkt, at man opnår en nærmest sygelig fascination, og det er netop den fascination der bliver interessant, da de sociale medier bringer idolerne tættere på én.
Grundet de sociale medier, så fremstår de artister der bruger dem, meget mere ligetil og tilgængelig. De skriver beskeder ud til folk, og ved at svare, kommer man jo i en direkte kontakt med kunsteren. En anden interessant vinkel er, hvordan alle artister har det med hinanden, bag den yndefulde facade som der bliver stillet op for os "normale" og "dødelige" mennesker. Ved hjælp af Twitter og en times intensiv jagt på at følge folk, kan man nu se deres intereaktioner og derved træde et lillebitte skridt ind i den kulisse, hvor de kendte færdes.


Så der er ingen tvivl om, at de sociale medier har fået os lyttere tættere og nærmere på vores elskede idoler - hvilket i den grad også er gældende den anden vej. Det er isoleret set også ganske fint, og da stort set alle kendte bruger dem, er det også noget der vil præge vores hverdag fremover.


Men de sociale medier har desværre også en bagside af medaljen. For hvor det ser ganske rosenrødt ud hos de i forvejen etablerede artister, står det straks værre til, hos ukendte artister der gerne vil frem. Her skal det siges, at jeg kun tager udgangspunkt i rap-kulturen, da jeg intet kendskab til hvordan "undergrunden" ser ud i Rock og andre genrer.


Danskrap.dk-dagene
Da jeg var 13-14 år, og begyndte at lave utroligt dårligt rap, var det meget svært at komme frem. Som underoverskriften dikterer, var der meget liv på hjemmesiden danskrap.dk (som vist nok blev huseret af Jesper Nyboe - en mand der idag driver Idiotsikker Records).
Dengang var folk meget skarpe, og forholdte sig sagligt til at nyt der kom frem på boardet.
Kort sagt: der var ingen nemme veje udenom.


Hvis man havde skills, så var div. producere sultne efter at brødføde rappere, og det skabte en utrolig talentfuld masse i den danske rapundergrund. Vi snakker her hele Graven-banden (Es, Humme, Nappion, SupaJan m.fl.), Jeppe Rapp, Kasper Spez (!), Johnson & Malone, Proflow & Phobia and the list goes on. Vi taler her utroligt dygtige og talentfulde rappere, der allesammen bidrog til at overliggeren blev hævet.


Men her kommer det gyldne spørgsmål så: "Hvorfor er talentmassen ikke det samme som dengang?"


En leflende "Synes Godt Om-kultur"
Først og fremmest, vil jeg gerne lige fortælle, at der er en masse rappere derude pt. som jeg giver den op for. Danni Toma + Dj Noodle, Pede B og Salam er allesammen eksempler på dygtige rappere/producers, der i en kapitalistisk verden, alligevel formår at gå mod strømmen og lave det vi allesammen inderst inde bedst kan lide.


Desværre gemmer der sig også en mørkere side, og de sociale medier har i den grad en rolle her. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om mine tanker omkring "hate" og givet mine synspunkter på, hvordan konstruktiv kritik bliver skudt ned herhjemme idag. Så jeg vil gøre det kort her, og beskrive det fra et uddrag af min egen tekst i tracket "Connoisseurs".

Folk er ukritiske, de "Synes bare godt om"/

Homie, fuck dig hvis du siger det' en fordom/

Det' min spådom/ Kan du føle min aggresion?/

For der er så mange rappere der lever i en falsk illusion/

For de smider lort ud, som folk synes er fedt/

Så der er ingen til at fortælle dem, det' skidt og kedeligt/

Har lavet rap i 8 år, er ikke engang kendt/

Var fucking wack og havde et sparsomt talent/

Dengang fik man sgu af vide hvis man failer/

Idag er det "YouTube-hovederne" der stempler én som hater"/

Men hvad har en leflende "Synes Godt Om"-kultur med de sociale medier at gøre?

Problemet er, at al upcomin' rapmusik idag, kommer ud til alle mennesker. Som nævnt, så krævede det virkelig skills før at man kunne slå igennem i dansk hiphop og folk øvede og øvede, og lavede rapmusik i 3-4 år, før de for alvor besluttede sig for at give det en chance. Det er ikke tilfældet idag - og det er fordi en side som YouTube eksisterer.

Jeg er ikke bange for at nævne navne her på bloggen, og hvis det nu skulle ske at nogen følte sig truffet, så er jeg mere end villig til at tage den til diskussion - både i privat og til offentlig skue.

Tendensen er idag, at man lige hurtigt kan støve et gratis beat op fra YouTube, bruge 10 min. på teksten og så uploade et dårligt track som så hele den danske befolkning kan høre. Det var nu ikke sådan vores allesammens køre Kidd kom frem, men med 5-6 jackede beats og utroligt dårligtskrevne og indspillet tekster, kan man komme langt med en SoundCloud-profil. Den havde aldrig gået for bare 6-7 år siden, og Kidd ville ALDRIG være blevet så eksponeret og hypet som tilfældet er idag. Kidd indrømmede jo også at det hele bare var for sjov, og det hele falder jo fint i spænd med "Det er jo bare for sjov"-indlægget.

Jeg ved ikke om ham "Mike" også bare er endnu en wack rapper, der bare laver sjov med det hele. Men en hurtig søgning på YouTube viser, at han lige kan teame op med en praktikant på Anders Lund Madsens talkshow, og så har den 238.000 seere. I modsætning har Danni Toma's Rige Mands Jakkesæt "kun" 40.000 seere - kan i se ironien???

Typer som Kidd og Mike var blevet haglet ned for 7-8 år siden, og havde aldrig nogensinde fået så meget opmærksomhed som de gør idag. Idag er det Hr. og Fru. Hvem-som-helst der modtager numrene og de er ikke så kritiske, og derved opstår "synes godt om"-kulturen. 

Og da det kun er en lille gruppe af kompetente mennesker der har en indsigt i rap, så er størstedelen af feedbacken fra intetvidende individer, der hurtigt giver en "thumbs up". Men alt det props synes jeg egentlig bare er mere synd for rapperen, end hvis han fik af vide, at han skulle øve sig noget mere. For i og med at feedbacken er "kunstig", så lever han nu i en tro om, at han faktisk er god. Og det er bare startskuddet, der i en tid hvor hype sker hele tiden, kan udvikle sig til fuldstændigt usete højder.

De her tanker her frustrerer mig, men jeg har immervæk selv oplevet det. Om det så er gældende alle steder i Danmark skal jeg ikke kunne svare på - faktum er bare, at det går i en dårligere retning. For selvom der idag stadig findes dope rappers, så er baren, for mig vedkommende, bare slet ikke så høj længere, som den var i danskrap.dk-dagene. Idag håber jeg bare på at høre real hiphop. Jeg magter ikke flere gimmicks, acts der har garderet sig med "det er jo bare for sjov"-skjoldet eller folk der bruger hiphoppen som et værktøj til at opnå berømmelse. Jeg vil bare gerne høre straight up hiphop, og det er vel ikke for meget at forlange? Eller hvad?

Tanker #3: Kesi & Gilli på Train

Før jeg begynder at fortælle om min oplevelse på Train igår aftes, synes jeg det er vigtigt, at I får et indblik i, hvilke meninger og holdninger jeg har omkring hele B.O.C-bølgen, der i det sidste års tid, har oversvømmet Danmark.
Først og fremmest så siger selve Grime-genren mig ikke det store. Jeg må ærligt indrømme, at jeg for nogle måneder siden havde et meget snævertsynet forhold til hiphop anno 2012, så jeg havde dømt B.O.C ude før jeg overhovedet havde givet dem en fair chance. Men det stammer egentlig fra, at de ligesom mange andre artister, er kommet frem via YouTube. Det har Kesi selv fortalt i et interview,og det er ikke noget der behager undertegnede. Hele YouTube-promoveringen er et emne for sig selv, og det vil jeg behandle indenfor kort tid her på bloggen.
Men jeg satte mig ned med en kop varm kaffe, fandt alt det B.O.C-musik jeg kunne finde, for derved at give drengene en fair chance... 


På lydsiden har Kesi og Co. bragt den engelske genre Grime til Danmark. Vi taler her meget tunge strygere der er komplimenteret af små trommer, der virkelig giver et tungt lydbillede. Det betyder så også, at det giver meget plads til selve rapperen. Minimalistiske beats har jeg altid været glad for, da man som rapper har en langt større frihed til at eksperimentere med hvad der nu lige falder én ind - det er synes det ikke er tilfældet her.
Lyden er professionel og da B.O.C er gode til at skyde dope vids ud, så har folk også noget visuelt at forholde sig til, hvilket har været en stor grund til deres eksplosive popularitet.
Hvis man kigger isoleret set på rapperne, så overrasker det mig, meget at det netop er Kesi der blev signet på Universal. Jeg er ikke særlig imponeret over hans flow og rimteknik. Bevares, han kan da godt rappe, men evnerne matcher bestemt ikke den position som han idag indtager. Jeg kan heller ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet, når han fyrer linier som dem her af: "For jeg har mere bly end et penalhus" eller "Jeg har flere ord end en ordbog". Især sidste linie er brugt så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det efterhånden. Men Kesi har et drive og et gå-på-mod, og i de interviews jeg har set, der kan man sagtens se at han virkelig VIL det her. Det er en sjældenhed idag. 
Gilli derimod synes jeg har lidt mere at byde på. Hans flow er bedre, men det bliver desværre ødelagt lidt af en Vestegns-accent, der gør, at han nogle gange udtaler ord forkert. Behøver vel ikke nævne Harald Blåtand? Han går ikke lige så klart igennem som Kesi, men det virker til, at Gilli har bedre øre for det at lave rap. Dog kommer han ikke lige så godt ud til folk som Kesi gør, hvilket jeg også tror er grunden til, at det netop var Kesi der blev signet til Universal.


Overordnet set, så kan jeg godt forstå, hvorfor folk føler den her vibe fra B.O.C. For de her gutter kommer med en sjælden energi og et drive, jeg ikke har set i lang tid. De er frygtløse, og det er netop også mit hovedargument for, at B.O.C ikke bare forbliver en hype som Kidd og Niklas.


Nå, men til koncerten igår på Train gik der en del ting op for mig. Først og fremmest skulle jeg aldrig have betalt min indgangsbillet, for koncertoplevelsen var temmelig dårlig. Som alle andre hiphop-koncerter, så skal man altid tage tidspunkterne med et gran salt. Men da der på plakaten stod de gik på kl. 23.30 og de først gik på kl. 03, så var ventetiden lang. Det bizarre var, at der var mest knald på Train i ventetiden. Jeg var slet ikke imponeret over den playlist som DJ'en spillede (med en lillebitte smule scratch som jeg ikke giver noget for, når der ikke er vinyler indblandet). I 2,5 time skulle jeg belemres med Beyonce, Lil' Kim og Jennifer On The Block! Man kom dog hurtigt i et kortvarigt godt humør, da Jurassic 5 kom på - problemet var bare, at der var temmeligt langt mellem snapsene. 
Kl. 02.30 gik Faraz på, med back-up fra Mic (hele Max På-banden kom også til sidst). Mit indtryk var, at folk tog hans koncert blandet. Han spillede kun 3 sange, og jeg kendte kun de to af dem. "Skål For I Aften" og "Robot" som begge to er produceret af Houseproduceren Daniel Rothmann havde begge noget at byde på. Bare kunpå Buddy Holly - ikke Train. 
Der er meget liv i Faraz og Mic, og i min optik leverede de et langt bedre liveshow end hovednavnet. De kom udover scenekanten, og selvom jeg ikke på ingen måde brød mig om musikken, så satte de en fest igang. (Jeg var på det tidspunkt inde i min 8. vandede øl-flaske, så enhver input havde gjort mig glad.) Der gik så endnu en halv time før Kesi gik på, og folks reaktion overraskede mig meget. Jeg var stensikker på, at folk ville skrige og skråle, men det virkede til, at crowden var "træt" på en måde. "Gadehjørne" og "Fissehul" kunne folk rigtig godt lide, men ellers virkede det somom at Kesi og Gillis lidt lade indstilling på scenen smittede af på crowden. De kom slet ikke lige så godt over scenekanten som Faraz og Mic, og de var decideret kedelige at høre på på et tidspunkt. Jeg lod mærke til, at der var kø til jakkerne og mange stod udenfor i minus 10 grader og røg en smøg, fremfor at give den op. 
Det kom utroligt meget bag på mig, men ikke desto mindre så behagede det mig, da jeg ikke synes deres popularitet spænder overens med deres evner.


Så alt i alt, var det en ganske dårlig koncertaften med en lang ventetid oven i hatten. Jeg er som sagt ikke tilhænger af tilkoblingen mellem House og Rap, og da Kesi og Gilli leverede en dårlig koncert, så kom grime-musikken aldrig rigtig ud til folk. Det er en skam, for jeg havde en idé om, at det kunne være fedt at høre live.

Nicolai Hartmann - en ærlig mand i nyt projekt

Hej allesammen!


Efter at have fået meget god respons for mixtapet, samt knap 400 downloads på 2-3 uger, så er det med stort gå-på-mod, at jeg nu fortsætter til næste projekt. Hermed siger jeg ikke, at musikken på mixtapet vil ryge i glemmebogen, for det er bestemt min næste drøm, at komme ud og spille det live til en masse nye mennesker. 
Jeg har dog bevidst på mixtapet undladt at vise den mere personlige side af Nicolai Hartmann, hvorfor det kun er "Stilheden Før Stormen", der løfter sløret for de mere dystre billeder der findes inde i mit forskruede hoved. Derfor er det med stor ærlighed, at jeg er gået igang med et nyt mixtape der kun handler om dem. 
Nej, jeg er ikke en fattig rapper hvis mor har drukket sig ihjel og far har hængt sig i garagen, som har betydet jeg er på stoffer og sover på div. gadehjørner. Det er slet ikke i den del af skalaen vi er i. Men som en venlig og rar forstadsknægt, der har levet et trygt liv, har jeg stadig været udsat for nogle ting, som har sat sig som ar i sjælen. Det er primært ting jeg selv har forårsaget, og det er netop grundende til hvorfor jeg har ageret som jeg har gjort jeg gerne vil belyse i min udgivelse "Stoa Poikile".


Stoa Poikile?
Ja, der er nok mange der undrer sig over navnet. Det er såmænd ikke fordi jeg skal lege Yeezy og være en "abstrakt artist der vil sprænge rammerne", men det har en sammenhæng, med min fascination af den græske filosofi "Stoicisme" at gøre. 
Interessen opstod i et tidspunkt af mit liv, hvor sorg blev til druk, som så blev til udsmidning af gymnasium samt tab af en del venner/familie. De principper inspirerede mig utroligt meget til at finde det drive, der idag gør at jeg lever i bedste velgående med en studenterhue i bagagen samt en fantastisk god vennekreds. Jeg vil ikke gå så langt som at sige at det har været den primære årsag, for selvfølgelig har samtaler med forældre/venner også haft noget at sige. Men det, at jeg har kunnet bruge en del af principperne som et slags værktøj til at møde livet med nye øjne på en ny skole, er nok til at jeg vil tilkoble den livsperiode med filosofien. 
Jeg vil ikke sidde og skrive en lang roman, men jeg mener, at for at forstå mixtapet, skal man også kunne forstå præmissen. Det her er mit forsøg på at skabe en dyster plade, der tvinger lytteren til at lytte ekstra godt efter. Dvs. at sangene og teksterne kommer i en bestemt rækkefølge, der gerne skulle være et virkemiddel, til at drage lytteren ind i et mørkt og dystert univers, der giver anledning til at reflektere over sine egne fejl i livet. Pladen slutter med den sindstilstand som jeg er i idag, så forhåbentlig kan nogen bruge den her plade som et værktøj, hvis man har det dårligt, og man desperat søger efter lyset for enden af tunnellen. Jeg ved det er ønsketænkning - men skriv endelig hvis det kan bruges!


Her får i tracklisten:


1. Predormitum: Giv Mig Sindsro
2. Stoa, Den Ældste (Akt I)
3. Interlude: Hypnosis
4. Vågn Op
5. Intermezzo I
6. Stoa, Den Mellemste (Akt II)
7. Phantasia
8. Intermezzo II
9. Stoa, Den Yngste (Akt III)
10. Interlude: Melankoli
11. Outro: Concerto 


Pladen er stort set kun produceret af min spanske makker, Manuel (Manu Beats), som virkelig har forstået den lyd som jeg leder efter. Desuden kommer der lidt trip-hop ind også, hvor en dope græsk producer Mononome giver sit besyv med et par skæringer. Slutteligt, har jeg min gode ven PSK Beats til at levere introen.


Jeg håber inderligt at I tager rigtig godt imod det, for det er et projekt jeg har gjort mig evindelige tanker omkring, så nu hvor setuppet er klar, så stoler jeg også på, at jeg til sidst er tilfreds med det færdige resultat. 


Hav det godt derude!


Nicolai Hartmann//Connoisseurs