onsdag den 18. januar 2012

2# Anmeldelse: MC Clemens - Regnskabets Time


Jeg må indrømme, at jeg er en smule overrasket over de få anmeldelser af Regnskabets Time der ligger på nettet. Jeg har søgt og søgt efter en dybdegående udgave, men det er kun blevet til overfladiske track-by-track anmeldelser, hvilket jeg synes er meget ærgeligt. For før jeg går i krig med selve pladen, vil jeg starte med at diskutere hvorfor denne plade i min optik tilhører den absolutte top af dansk hiphop - Regnskabets Time står nemlig for mig som en legendarisk plade, der tog dansk hiphop op på et helt nyt niveau.


Jeg vil starte ud med at tage udgangspunkt i det fremragende nummer "Regnskabets Time", hvor han i 2. vers sviner Østkyst Huslers og Rockers By Choice. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er på fuld bølgelænge med Don Clemenza her. For i min optik bestod hiphoppen i Danmarks 90'er af monotome flows, kedelige beats og en meget intetsigende og indholdstom lyrik. Navne som: Mc Einar, RCB, Østkyst Hustlers, Faktaposen, Kongehuset, Flopstarz og Bossen & Bumsen er da ganske hyggelige at se til en Dansk Rap Kavalkade på Voxhall, men glansbilledet bliver bare meget mere mørkt når man ser på musikken isoleret set. Teksterne rimede stort set kun på "jeg og dig"-niveau og hvor man svinede andre rappere med letkøbte vendinger. Det hele ændrede sig da Regnskabets Time udkom...........


Jeg har ikke ord for, hvordan en 18-årig knægt har formået at skabe det tekstunivers som udspiller sig på albummet. Clemens var altså en ung purk da han på min favorit En Blåtonet Gråzone rapper: 



det hele ser tomt ud som en junkies øjne
           jeg koliderer med realiteter fortrækker løgne               flygter mentalt og jeg ka ikke engang gennemføre en halv uge 
  uden at ryge mig skæv så jeg er ude i et misbrug 


Jeg finder det ubegribeligt at man som 18 årig kan gøre sig sådan nogle tanker og det var vitterligt ikke set før i dansk rap. En observation jeg har gjort er, at selvom mange af Clemens beretninger er opdigtede historier, så formår han stadig at levere dem med en så stor kvalitet og sikkerhed, at de fremstår troværdige. Og det er i min bog, det absolut vigtigste som rapper. 
Clemens gør op med kedelig rimstruktur, og får samtidig fyret sit kæmpe arsenal af dobbeltrim af, så man som lytter konstant tænker: "Hvordan fanden kan manden dog flette en så indholdsrig tekst sammen og pryde dem med så mange dobbeltrim?" 
Bevares, dansk rap har udviklet sig utroligt meget sidenhen og idag er mere komplicerede rimteknik en fast bestanddel i rappers lyrik - det var bare så banebrydende i 1997.


På lydsiden indeholder Regnskabets Time også kvalitetsbeats leveret af b.la. Madness 4 Real, The Prunes og især Wryck leverer beats i allerhøjeste klasse. Undertegnets favoritbeat findes på "Fanget Af Fortiden", hvor det samplede klaver danner rammer for Clemens meget fængende lyrik, hvor han b.la. rapper: 



   min samvittighed er plettet som en voldsmands
             faktum i mit fjæs som en kold spand vand
                  mand jeg har virklig vært et svin,
                fuldstændig ustyrlig uden selvdisciplin
                udøvet vold fysisk tortureret folk psykisk, 
                men den ting som jeg finder mest kynisk
                er de blottede følelser, jeg har misbrugt
                  følg med når mine tanker er på flugt


Puha.. Sangen udvikler sig hen imod kærlighed, og Clemens får smukt beskrevet en pige der for første gang gav ham grund til at se værdi i livet. Jeg er en smule skeptisk omkring eksistensen af den omtalte kvinde, da Clemens opdigter mange historier på pladen. Men hvis jeg må lege dansklærer et sekund, så tror jeg, at hun skal symbolisere end hændelse/tid hvor Clemens for første gang åbnede øjnene op for de positive ting i livet - eller er jeg helt væk her??


Pladen starter meget stærkt ud med den klassiske og legendariske "Den Lyriske 9 mm." der nok har pladens bedste og mest karakteristiske omkvæd, og som virkelig kendetegner stilen som Clemens lægger for resten af pladen. Cannabis-beretningen "Hr. Betjent" er sjov og på trods af at nummeret lider under et halvskidt beat, så leverer Clemens et stabilt og overbevisende flow krydret med god lyrik. "En Blåtonet Gråzone" tilhører også den absolutte top på pladen, hvor Wryck producerer et fantastisk dystert beat.
Jeg er personligt vild med beats der udvikler sig med minimale hjælpemidler, og her er jeg meget imponeret over Wrycks måde til at skubbe gang i beatet med at sætte en ekstra hi-hat på. Lyt ved 2:48 og du får svaret. 
Det er disse bittesmå detaljer der også karakteriserer en kvalitetesudgivelse, og det må man sige Regnskabets Time er.
Og hvem elsker ikke knækket i midten af sangen hvor den skifter over til et endnu mere uhyggeligt beat? Vi taler her tracks af høj klasse, og hvis albummet bizart sluttede her, ville jeg stadig være overbevist!


 Jeg gør, hvad andre troede var umuligt,to gange ugentligt
       Styrer lortet selv, yo jeg ikke nogens kuli                             
      Her er varmere end Juli - folk de får hedeslag 
         Mens de observerer flere rapperes nederlag 
         Stemningen den pumpes ligesom forleden dag 
           Clemens er i huset, det er MCs kede af 
 I sku ha holdt jer hjemme, som en kælling der er huslig 
      Kommer det til rim, er jeg hurtig som Bruce Lee 



Jeg kan blive ved med at nævne dope tracks på den her udgivelse, og Strandvasker står også som et meget stærkt og autentisk nummer. Selvom Clemens beretter om en handlingsmæssig meget utroværdig historie qua hans unge alder, så formår han stadig at drage lytteren ind i en hypnose-lignende tilstand. (Jeg vil her bringe en advarsel om at høre albummet når man kører bil!)


Jeg er et spøgelse "jeg flakker rundt og snakker ondt", er virkelig også et klassisk Clemens nummer, og her reflekterer han på en meget blodig og barbarisk måde på sin rapkarriere, hvilket spænder fra en tabt battle i 1993 til at han står overfor Lucifer og destruerer ham med hans rapskills. Han siger desuden "Jeg boller dig som en syg far der er nede med blodskam"  og alt det her kan godt virke komisk og decideret latterligt, men det illustrerer Clemens enorme fantasi og hans meget fængende måde til at omdanne den til rap på!


Tracket "Regnskabets Time" står også som et utroligt stærkt track. Hold da op hvor formår Clemens at smadre alt og alle med sin overlegne rimteknik og flow. De nævnte 90'ere-rappere i starten af artiklen er ganske enkelt besejret, og Clemens har for alvor begravet dem til evig tid. Jeg tror ikke jeg kan mindes et disstrack i dansk hiphop, hvor den ene part har været så overlegen som det er tilfældet her - og selvom det ikke ligefrem er den største "modstander" Clemens står overfor, så leverer han stadig varen. Madness 4 Real skal også roses for at lægge et super godt beat til.


De 3 Lokumspoeter er også et legendarisk track, og selvom jeg ikke selv er så pjattet med tracket, kan jeg ikke komme udenom, at det har sat sig i mange danske rapperes hjerter. Tracket har også veloplagte Blæs Bukki og Jokeren på feats. Sidstnævnte kunne jeg faktisk godt lide dengang, og jeg er stor DGP-fan, hvilket også er grunden til at jeg ikke nævnte dem i flæng med de andre navne. 
At udviklingen for Jokeren idag har taget en langt mere negativ retning er en helt anden diskussion..


At anskue Regnskabets Time fra en negativ vinkel er svært, da man konstant får smidt banebrydende og legendariske tracks i hovedet. Numre som Problema, En Hel Normal Nat, 90'er tendenser og Dem Ikk' Klar står for mig som solide fyldetracks. Den eneste aversion jeg har imod pladen er Lad Os Feste som har en meget negativ effekt på pladens gennemgående dystre stemning. Jeg bryder mig generelt ikke om "partytracks", og Clemens formår at skabe et utroligt dårligt nummer der er meget malplaceret på skiven. 
Men, jeg kan ganske enkelt ikke lade vær med at grine når jeg lytter på Clemens' lyrik. Modsat størstedelen af partytracks der handler om drinks, damer og ryste-røven-på-dansegulvet, så får Clemens drejet det lidt mere komisk med at beskrive den sure nabo der klager over larmen, men som kort tid efter står stiv på bordet og laver helikopteren. 
En anden ting der går mig lidt på er Atafs indblanding på skiven, hvor jeg synes han blegner ift. Clemens - men i min bog er og har Ataf aldrig været nogen god rapper.


Det er det. 
Det er det eneste negative jeg har at sige om pladen, og det var ikke meget ift. det positive. Jeg har endda stadig glemt at nævne Psykopat På Fri Fod, og hvem rapper ikke med på "ooooh shit, psykopat på fri fod, oooooh shit psykopat på fri fod"? Endnu et klassisk Clemens-nummer. 
Det er lidt synd at albummet indeholder det ene klassiske track efter det andet, da de godt kan drukne i hinandens klasse, forstået på den måde, at værdien af hvert enkelt track godt kan blive lav, ens hvis de stod for sig selv på en plade. Men det er da virkelig en drømmesituation som rapper at stå?!


Konklusion:
Regnskabets Time står for mig som den mest vigtige danske hiphopudgivelse nogensinde. Nu er det sagt. Og der er så mange variabler i ligningen der gør det så legendarisk som det er. For Ingen Slukker The Stars er nok musikmæssigt det bedste der er lavet, men hvis man ser på tidspunktet Regnskabets Time udkom på, banede det virkelig vej for så mange dope danske hiphopudgivelser og man fik endelig udryddet 90'ernes parasitter der som det eneste virkelig formåede at excellerer i elendighed. Regnskabets Time var banebrydende på så ufatteligt mange punkter, og jeg kunne gå mere i dybden, men så er vi mere ude i en afhandling, og det er jo "kun" en anmeldelse. Pladen var banebrydende på rim, beats, flow og det skabte så utroligt meget inspiration i Danmark, at jeg vil vove og påstå at Clemens for alvor kickstartede en langt mere seriøst tilgang itl hiphop i Danmark, og det får man altså topkarakter for, i min bog.


6/6


Slutteligt vil jeg sige at det ikke ikke kun er Clemens, men det er også albummet der er som "en stor fed pik op i en jomfru".











Ingen kommentarer: