Før jeg begynder at fortælle om min oplevelse på Train igår aftes, synes jeg det er vigtigt, at I får et indblik i, hvilke meninger og holdninger jeg har omkring hele B.O.C-bølgen, der i det sidste års tid, har oversvømmet Danmark.
Først og fremmest så siger selve Grime-genren mig ikke det store. Jeg må ærligt indrømme, at jeg for nogle måneder siden havde et meget snævertsynet forhold til hiphop anno 2012, så jeg havde dømt B.O.C ude før jeg overhovedet havde givet dem en fair chance. Men det stammer egentlig fra, at de ligesom mange andre artister, er kommet frem via YouTube. Det har Kesi selv fortalt i et interview,og det er ikke noget der behager undertegnede. Hele YouTube-promoveringen er et emne for sig selv, og det vil jeg behandle indenfor kort tid her på bloggen.
Men jeg satte mig ned med en kop varm kaffe, fandt alt det B.O.C-musik jeg kunne finde, for derved at give drengene en fair chance...
På lydsiden har Kesi og Co. bragt den engelske genre Grime til Danmark. Vi taler her meget tunge strygere der er komplimenteret af små trommer, der virkelig giver et tungt lydbillede. Det betyder så også, at det giver meget plads til selve rapperen. Minimalistiske beats har jeg altid været glad for, da man som rapper har en langt større frihed til at eksperimentere med hvad der nu lige falder én ind - det er synes det ikke er tilfældet her.
Lyden er professionel og da B.O.C er gode til at skyde dope vids ud, så har folk også noget visuelt at forholde sig til, hvilket har været en stor grund til deres eksplosive popularitet.
Hvis man kigger isoleret set på rapperne, så overrasker det mig, meget at det netop er Kesi der blev signet på Universal. Jeg er ikke særlig imponeret over hans flow og rimteknik. Bevares, han kan da godt rappe, men evnerne matcher bestemt ikke den position som han idag indtager. Jeg kan heller ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet, når han fyrer linier som dem her af: "For jeg har mere bly end et penalhus" eller "Jeg har flere ord end en ordbog". Især sidste linie er brugt så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det efterhånden. Men Kesi har et drive og et gå-på-mod, og i de interviews jeg har set, der kan man sagtens se at han virkelig VIL det her. Det er en sjældenhed idag.
Gilli derimod synes jeg har lidt mere at byde på. Hans flow er bedre, men det bliver desværre ødelagt lidt af en Vestegns-accent, der gør, at han nogle gange udtaler ord forkert. Behøver vel ikke nævne Harald Blåtand? Han går ikke lige så klart igennem som Kesi, men det virker til, at Gilli har bedre øre for det at lave rap. Dog kommer han ikke lige så godt ud til folk som Kesi gør, hvilket jeg også tror er grunden til, at det netop var Kesi der blev signet til Universal.
Overordnet set, så kan jeg godt forstå, hvorfor folk føler den her vibe fra B.O.C. For de her gutter kommer med en sjælden energi og et drive, jeg ikke har set i lang tid. De er frygtløse, og det er netop også mit hovedargument for, at B.O.C ikke bare forbliver en hype som Kidd og Niklas.
Nå, men til koncerten igår på Train gik der en del ting op for mig. Først og fremmest skulle jeg aldrig have betalt min indgangsbillet, for koncertoplevelsen var temmelig dårlig. Som alle andre hiphop-koncerter, så skal man altid tage tidspunkterne med et gran salt. Men da der på plakaten stod de gik på kl. 23.30 og de først gik på kl. 03, så var ventetiden lang. Det bizarre var, at der var mest knald på Train i ventetiden. Jeg var slet ikke imponeret over den playlist som DJ'en spillede (med en lillebitte smule scratch som jeg ikke giver noget for, når der ikke er vinyler indblandet). I 2,5 time skulle jeg belemres med Beyonce, Lil' Kim og Jennifer On The Block! Man kom dog hurtigt i et kortvarigt godt humør, da Jurassic 5 kom på - problemet var bare, at der var temmeligt langt mellem snapsene.
Kl. 02.30 gik Faraz på, med back-up fra Mic (hele Max På-banden kom også til sidst). Mit indtryk var, at folk tog hans koncert blandet. Han spillede kun 3 sange, og jeg kendte kun de to af dem. "Skål For I Aften" og "Robot" som begge to er produceret af Houseproduceren Daniel Rothmann havde begge noget at byde på. Bare kunpå Buddy Holly - ikke Train.
Der er meget liv i Faraz og Mic, og i min optik leverede de et langt bedre liveshow end hovednavnet. De kom udover scenekanten, og selvom jeg ikke på ingen måde brød mig om musikken, så satte de en fest igang. (Jeg var på det tidspunkt inde i min 8. vandede øl-flaske, så enhver input havde gjort mig glad.) Der gik så endnu en halv time før Kesi gik på, og folks reaktion overraskede mig meget. Jeg var stensikker på, at folk ville skrige og skråle, men det virkede til, at crowden var "træt" på en måde. "Gadehjørne" og "Fissehul" kunne folk rigtig godt lide, men ellers virkede det somom at Kesi og Gillis lidt lade indstilling på scenen smittede af på crowden. De kom slet ikke lige så godt over scenekanten som Faraz og Mic, og de var decideret kedelige at høre på på et tidspunkt. Jeg lod mærke til, at der var kø til jakkerne og mange stod udenfor i minus 10 grader og røg en smøg, fremfor at give den op.
Det kom utroligt meget bag på mig, men ikke desto mindre så behagede det mig, da jeg ikke synes deres popularitet spænder overens med deres evner.
Så alt i alt, var det en ganske dårlig koncertaften med en lang ventetid oven i hatten. Jeg er som sagt ikke tilhænger af tilkoblingen mellem House og Rap, og da Kesi og Gilli leverede en dårlig koncert, så kom grime-musikken aldrig rigtig ud til folk. Det er en skam, for jeg havde en idé om, at det kunne være fedt at høre live.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar