Muligheder er typisk ikke noget man forbinder med noget negativt - tværtimod. Derfor kan det godt lyde underligt, når jeg nu sidder og ytrer mig negativt om det. Men før jeg begynder at skrive om essensen i mit indlæg, så vil jeg først vende den positive side af de sociale medier i en moderne musikalsk verden.
De sociale mediers indtræden
Før sider som FaceBook, Twitter og YouTube kom frem, var de kendte musikere markant mere distanceret fra deres fans. Du kunne høre dem i bilen, på anlægget og en sjælden gang spillede de også koncert i hjembyen. Der var ikke nogen steder man kunne gå ind og se interviews og koncerter. Det blev enten solgt som ekstramateriale, eller så måtte man vente ydmygt på hvornår MTV og div. radiostationer nu lystede at lave interviews.
På den måde glemte man hurtigt, at det er rigtige mennesker man har med at gøre. For mig at se, kunne mine barndomsidoler lige så godt være menneskerobotter: Altså væsener der var sat i verden til at underholde én.
Uden at vide det, formoder jeg også, at dengang foregik al kontakten mellem agenter og pladeselskaber, hvilket distancerer fansene endnu mere.
Jeg synes det med distancering er meget interessant - for når man har sunget/rappet på sine idolers numre, så danner man selv et personligt forhold til kunsteren. Det envejsforhold der bliver dannet, kan blive så stærkt, at man opnår en nærmest sygelig fascination, og det er netop den fascination der bliver interessant, da de sociale medier bringer idolerne tættere på én.
Grundet de sociale medier, så fremstår de artister der bruger dem, meget mere ligetil og tilgængelig. De skriver beskeder ud til folk, og ved at svare, kommer man jo i en direkte kontakt med kunsteren. En anden interessant vinkel er, hvordan alle artister har det med hinanden, bag den yndefulde facade som der bliver stillet op for os "normale" og "dødelige" mennesker. Ved hjælp af Twitter og en times intensiv jagt på at følge folk, kan man nu se deres intereaktioner og derved træde et lillebitte skridt ind i den kulisse, hvor de kendte færdes.
Så der er ingen tvivl om, at de sociale medier har fået os lyttere tættere og nærmere på vores elskede idoler - hvilket i den grad også er gældende den anden vej. Det er isoleret set også ganske fint, og da stort set alle kendte bruger dem, er det også noget der vil præge vores hverdag fremover.
Men de sociale medier har desværre også en bagside af medaljen. For hvor det ser ganske rosenrødt ud hos de i forvejen etablerede artister, står det straks værre til, hos ukendte artister der gerne vil frem. Her skal det siges, at jeg kun tager udgangspunkt i rap-kulturen, da jeg intet kendskab til hvordan "undergrunden" ser ud i Rock og andre genrer.
Danskrap.dk-dagene
Da jeg var 13-14 år, og begyndte at lave utroligt dårligt rap, var det meget svært at komme frem. Som underoverskriften dikterer, var der meget liv på hjemmesiden danskrap.dk (som vist nok blev huseret af Jesper Nyboe - en mand der idag driver Idiotsikker Records).
Dengang var folk meget skarpe, og forholdte sig sagligt til at nyt der kom frem på boardet.
Kort sagt: der var ingen nemme veje udenom.
Hvis man havde skills, så var div. producere sultne efter at brødføde rappere, og det skabte en utrolig talentfuld masse i den danske rapundergrund. Vi snakker her hele Graven-banden (Es, Humme, Nappion, SupaJan m.fl.), Jeppe Rapp, Kasper Spez (!), Johnson & Malone, Proflow & Phobia and the list goes on. Vi taler her utroligt dygtige og talentfulde rappere, der allesammen bidrog til at overliggeren blev hævet.
Men her kommer det gyldne spørgsmål så: "Hvorfor er talentmassen ikke det samme som dengang?"
En leflende "Synes Godt Om-kultur"
Først og fremmest, vil jeg gerne lige fortælle, at der er en masse rappere derude pt. som jeg giver den op for. Danni Toma + Dj Noodle, Pede B og Salam er allesammen eksempler på dygtige rappere/producers, der i en kapitalistisk verden, alligevel formår at gå mod strømmen og lave det vi allesammen inderst inde bedst kan lide.
Desværre gemmer der sig også en mørkere side, og de sociale medier har i den grad en rolle her. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om mine tanker omkring "hate" og givet mine synspunkter på, hvordan konstruktiv kritik bliver skudt ned herhjemme idag. Så jeg vil gøre det kort her, og beskrive det fra et uddrag af min egen tekst i tracket "Connoisseurs".
Folk er ukritiske, de "Synes bare godt om"/
Homie, fuck dig hvis du siger det' en fordom/
Det' min spådom/ Kan du føle min aggresion?/
For der er så mange rappere der lever i en falsk illusion/
For de smider lort ud, som folk synes er fedt/
Så der er ingen til at fortælle dem, det' skidt og kedeligt/
Har lavet rap i 8 år, er ikke engang kendt/
Var fucking wack og havde et sparsomt talent/
Dengang fik man sgu af vide hvis man failer/
Idag er det "YouTube-hovederne" der stempler én som hater"/
Men hvad har en leflende "Synes Godt Om"-kultur med de sociale medier at gøre?
Problemet er, at al upcomin' rapmusik idag, kommer ud til alle mennesker. Som nævnt, så krævede det virkelig skills før at man kunne slå igennem i dansk hiphop og folk øvede og øvede, og lavede rapmusik i 3-4 år, før de for alvor besluttede sig for at give det en chance. Det er ikke tilfældet idag - og det er fordi en side som YouTube eksisterer.
Jeg er ikke bange for at nævne navne her på bloggen, og hvis det nu skulle ske at nogen følte sig truffet, så er jeg mere end villig til at tage den til diskussion - både i privat og til offentlig skue.
Tendensen er idag, at man lige hurtigt kan støve et gratis beat op fra YouTube, bruge 10 min. på teksten og så uploade et dårligt track som så hele den danske befolkning kan høre. Det var nu ikke sådan vores allesammens køre Kidd kom frem, men med 5-6 jackede beats og utroligt dårligtskrevne og indspillet tekster, kan man komme langt med en SoundCloud-profil. Den havde aldrig gået for bare 6-7 år siden, og Kidd ville ALDRIG være blevet så eksponeret og hypet som tilfældet er idag. Kidd indrømmede jo også at det hele bare var for sjov, og det hele falder jo fint i spænd med "Det er jo bare for sjov"-indlægget.
Jeg ved ikke om ham "Mike" også bare er endnu en wack rapper, der bare laver sjov med det hele. Men en hurtig søgning på YouTube viser, at han lige kan teame op med en praktikant på Anders Lund Madsens talkshow, og så har den 238.000 seere. I modsætning har Danni Toma's Rige Mands Jakkesæt "kun" 40.000 seere - kan i se ironien???
Typer som Kidd og Mike var blevet haglet ned for 7-8 år siden, og havde aldrig nogensinde fået så meget opmærksomhed som de gør idag. Idag er det Hr. og Fru. Hvem-som-helst der modtager numrene og de er ikke så kritiske, og derved opstår "synes godt om"-kulturen.
Og da det kun er en lille gruppe af kompetente mennesker der har en indsigt i rap, så er størstedelen af feedbacken fra intetvidende individer, der hurtigt giver en "thumbs up". Men alt det props synes jeg egentlig bare er mere synd for rapperen, end hvis han fik af vide, at han skulle øve sig noget mere. For i og med at feedbacken er "kunstig", så lever han nu i en tro om, at han faktisk er god. Og det er bare startskuddet, der i en tid hvor hype sker hele tiden, kan udvikle sig til fuldstændigt usete højder.
De her tanker her frustrerer mig, men jeg har immervæk selv oplevet det. Om det så er gældende alle steder i Danmark skal jeg ikke kunne svare på - faktum er bare, at det går i en dårligere retning. For selvom der idag stadig findes dope rappers, så er baren, for mig vedkommende, bare slet ikke så høj længere, som den var i danskrap.dk-dagene. Idag håber jeg bare på at høre real hiphop. Jeg magter ikke flere gimmicks, acts der har garderet sig med "det er jo bare for sjov"-skjoldet eller folk der bruger hiphoppen som et værktøj til at opnå berømmelse. Jeg vil bare gerne høre straight up hiphop, og det er vel ikke for meget at forlange? Eller hvad?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar